Er det muligt at lade din konkurrencehest leve i løsdrift og vil det give din hest bedre hestevelfærd og holdbarhed?

Er Løsdrift for konkurrencehesten eller kun for islændere, ponyer, avlsheste og opdræt?

Mange heste er opvokset i løsdrift fra de er 1-3 år og når de begynder livet som ridehest lever de i individuel boks med varierende antal timer på fold om dagen.

Men hvorfor holder de fleste af os hest på den måde? Er det for hestens skyld eller er det for vores skyld? Er det fordi det har vi gjort i mange år og så er det nok det der er muligt? Er det fordi vi mener at løsdrift kun er for islændere, ponyer, avlsheste og opdræt?

Der kan være mange individuelle grunde til det og overbevisninger, som gør at man holder hest på den måde, selvom forskning viser, at det er langt sundere for hesten at leve i løsdrift.

Jeg kommer her med min erfaring fra at skifte hestebokse ud med løsdriftshuse og hvilke fordele det har givet mig og hvilken indvirkning det har haft på mine heste. Jeg vil også berøre, hvad der fik mig til at tage springet. Jeg håber det kan inspirere andre til at prøve det.

Hvad fik mig til at lade mine konkurrenceheste flytte i løsdrift?

Jeg har altid haft mine opdræt i løsdrift og mine rideheste i udebokse, med masser af frisk luft og mange timer på fold dagligt. Alligevel havde jeg for mange år siden en hest, som begyndte at væve optil fodringstid og udlukning. I de perioder, hvor han gik på døgnfold, var der ingenting. Så for at undgå slid på forbenene og det stress han tilsyneladende fik af et boksmiljø, flyttede jeg ham ud i løsdriften. Det gav ham meget mere ro og han blev gladere og helt uden stress, både op til fodringstid og under træning og almindelig håndtering. Han blev kort sagt en gladere og mere afbalanceret hest.

Mine opdrættede heste flyttede herefter ikke i boks, men blev i små løsdrift hold, på hold af 2-4 heste. Til at starte med troede jeg at de heste, som ikke var opvokset i løsdrift, havde sværere ved at tilpasse sig dette. Men jeg har ikke oplevet nogen hest, som ikke trives i løsdrift.

Den sidste hest, som jeg flyttede ud i løsdrift, var min, på det tidspunkt, 16 årige grand prix dressurhest Daisy. Hun havde grøn og grå stær og meget dårligt syn og jeg var bange for at hun ikke ville trives og ikke ville gå ind og lægge sig. Og jeg havde det godt med at give hende back on track natstrømper på, skifte dækken og forkæle hende lidt ekstra.

Men mine bekymringer viste sig at være overflødige. Da jeg havde den rigtige løsdriftsmakker til hende, flyttede hun ud i løsdrift. Det fungerede fra første dag. De gik begge ind og stod og kiggede ud når det regnede, De lå begge inde og sov og natten og hver formiddag tog de sig et powernap indenfor.

Sidegevinsten var at hun slet ikke længere behøvede sine natstrømper, da benene ikke længere hævede, fordi hun var i jævnlig bevægelse. Hun behøvede nu kun at blive klippet én gang per vinter, mod tidligere 2 til 3 gange, da hun ikke blev så kold på grund af, at hun bevægede sig, hvis det var koldt. Samtidig forsvandt stivheder i træningen, da det var langt sundere for hende at bevæge sig i stedet for at stå stille i en boks.

I dag er hun 21 år, helt blind og stortrives stadig i løsdrift. Hun bliver stadig trænet og er helt uden spændinger og stivheder, når hun bliver redet, på trods af lidt aldersbetinget gigt her og der og PPID.

I dag står boksene tomme hen og bliver kun brugt til få heste nytårs aften.


Konkurrencehesten i løsdrift. Lad din hest selv bestemme om den vil være ude eller inde, Heike Jensen.

 

6 tips til, hvad der efter min erfaring er vigtigt for at få en løsdrift til at fungere optimalt for dig og din hest?

  1. Sørg for masser af grovfoder, hvor alle heste kan stå og spise samtidigt, uden at nogen holdes væk.
  2. Sørg for en god floksammensætning mht. temperament og sind, så alle heste i flokken tør at gå ind samtidig og lægge sig eller spise. Efter min mening er det misforstået godhed at sætte en hest ud i en løsdrift flok, hvor den ikke tør gå ind og lægge sig eller spise, eller hvor flokken er for stor i forhold til løsdrift huset.
  3. Sørg for en god floksammensætning mht. huld, så alle heste i flokken kan tåle lige meget grovfoder og af samme indhold. Alle hestene har adgang til samme grovfoder, så det er ikke godt, hvis én hest skal tabe sig og en anden tage på.
  4. Sørg for gode grovfoder-stationer f.eks. med net over, så du undgår for meget spild. Det hestene ikke spiser jokker de rundt i, hvilket giver uhygiejnisk mudder. Mit råd er at finde et grovfoder, som flokken kan tåle at spise ad libitum, men læg net over, med huller af en maskestørrelse tilpasset efter, hvor meget de kan tåle at spise og i en naturlig spisestilling.
  5. Sørg for et stort løsdrifthus, med stor åbning eller flere åbninger, så ingen heste kan blive trængt op i en krog. Sørg for at hestene kan få læ uanset, hvor vinden kommer fra.
  6. Det gør hesteholdet betragteligt lettere at etablere frostfri selvvanding og at anskaffe sig en læssemaskine til grovfoder, udmugning og skrabning af folde mm.

 

5 fordele for din hest, baseret på min erfaring, ved at gå i løsdrift fremfor boks:

  1. Hestene kan selv bestemme, hvornår de vil være ude eller inde og de finder således deres helt egen rytme.
  2. En gladere hest, som virker mere fri, afstresset og velafbalanceret uden overskudsenergi, men med en mere ensartet energi.
  3. Bedre mulighed for at regulere temperaturen. Hesten har mulighed for bevægelse, hvis det er koldt og sætter således ikke lige så meget pels.
  4. Hesten er et flokdyr og flugtdyr og trives, for det meste, bedst i flok med fri bevægelighed, hvor de ikke bliver adskilt eller lukket inde. Hesten får således sine naturlige instinkter bedre tilgodeset.
  5. Bedre helbred, da hesten har mulighed for bevægelse hele tiden, hvilket er godt for en lang række sygdomme, men også for et generelt bedre helbred og velbefindende.

 

6 fordele for dig som hesteejer, baseret på min erfaring, ved at have din hest i løsdrift fremfor boks:

  1. Du begrænser ikke hestens foldtid ved at træne i de tidsrum den ellers ville være på fold, så du har mere frihed til at træne, når det passer ind i dit program.
  2. Du ved at din hest har fri bevægelsesmulighed, så du kan med god samvittighed springe træningen over, uden at skulle ud og motionere hesten.
  3. Din hest får stærkere sener, led og knogler pga. større og konstant bevægelse uden belastning og ingen hævede ben som følge af boksro efter træning.
  4. Mindre risiko for mavesår, da der ikke er stress ved udlukning om morgenen og Ingen cirkulering ved leddet for at komme ind til fodringstid. Hvis du vælger grovfoder ad libitum, mindskes risikoen yderligere.
  5. Mindre risiko for luftvejsproblemer for din hest, da den opholder sig i frisk luft 24/7 og uden ammoniak eller støv.
  6. Det letter arbejdsbyrden med hesteholdet betragteligt. Ingen ind og udlukning, ingen daglig udmugning og fejning af staldgang. Det meste kan laves med maskiner, så der kun er tildeling af krybbefoder, strøelse og tjek af hestene, der stadig er manuelt, hvis man vælger den løsning.

 


Det frie liv i løsdrift og døgnfold, Heike Jensen 2009.